I dag skal Nis i Tivoli sammen med Anna, mor og far. Tivoli
er en meget gammel forlystelsespark, som ligger i København. København er
hovedstaden i Danmark. Tivoli er faktisk over 150 år gammel. I Tivoli er der
mange forlystelser. Nis og Anna har et kort over alle forlystelserne. De vil
gerne prøve Den Flyvende Kuffert, Veteranbilerne, Dragebådene og mange flere.
De står klar foran hovedindgangen tidligt, for de skal
udnytte tiden så godt som muligt. Anna og Nis får turpas. Det betyder, at de
kan prøve alle de forlystelser, de er høje nok til. De starter med at prøve
Veteranbilerne. Dem kan Anna rigtig godt lide, for de er stille og rolige, og
det kan hun godt lide. Derefter prøver de Dragebådene. De sejler rundt i en
grotte, hvor der er mange flotte ting at kigge på. Det er rigtig sjovt, og det
synes mor og far også. Derefter vil Nis gerne prøve Snurretoppen, så der går de
hen. Da de kommer derhen, opdager de, at Nis ikke er høj nok. Man skal nemlig
være 130 cm høj for at prøve Snurretoppen, og Nis er kun 125 cm høj. ”Den må du
så få lov til at prøve næste år,” siger mor.
Nis er lidt ked af, at han ikke er høj nok, for han ville
rigtig gerne prøve den. Derfor siger far, at de kan købe noget lækkert frokost
og derefter en candyfloss. Så bliver Nis glad igen. Anna vælger en lyserød
candyfloss, men Nis vil hellere have en blå én. Mor synes godt nok, at den ser
lidt giftig ud, men de er jo kun i Tivoli én gang om året.
Da de har spist frokost og candyfloss, er der ballet på den
store scene. Det er vildt flot, og alle danserne har smukke kostumer på. Anna
er helt forelsket i dem. ”Jeg vil også starte til ballet, så jeg en dag kan
danse i Tivoli,” siger hun. Mor siger, at det kan hun godt få lov til, hvis hun
virkelig vil, men man skal danse i mange år og øve sig hver dag for at få lov
til at danse i Tivoli. Det er kun de dygtigste, der danser i Tivoli. De har
rigtig, mange muskler i benene, for de skal kunne løfte hinanden og lave flotte
spring. Det er faktisk rigtig hårdt at danse ballet.
Da de har set ballet i lang tid, går de hen til Andedammen.
Ved Andedammen skal man fiske efter ænder, og hvis man får 3 af samme farve,
har man vundet. Nis er så heldig at vinde, men Anna vinder ikke noget.
Heldigvis får hun en trøstepræmie. Det er en påfuglefjer. Anna synes faktisk,
at påfuglefjeren er flottere end præmierne, så det var på en måde heldigt, at
hun ikke vandt.
Klokken 19 spiser de aftensmad på en af Tivolis restauranter.
De får pizza. Nis og Anna elsker pizza, men de får det ikke så tit, for det er
ikke særlig sundt. Efter aftensmaden prøver de nogle flere forlystelser. Da
forlystelserne lukker, lægger de sig alle ud på plænen i Tivoli og kigger op på
stjernerne. Det er nemlig blevet mørkt, og nu venter de på, at der skal komme
fyrværkeri. Det gør der klokken 24. De snakker om den skønne dag, de har haft.
Nis og Anna ville ønske, at de kunne komme lidt oftere i Tivoli. Men på den
anden side er der også noget helt specielt over det, når det kun er en gang om
året.
Kl. 24 ser de alle fyrværkeriet. Det er utrolig smukt, og
Nis føler sig som den heldigste i hele verden. Han er omgivet af dem, han
elsker under stjernerne med smukt fyrværkeri susende rundt.
De tager toget hjem er først sent hjemme. Nis går ud som et
lys, men inden han gør det, tænker han, at han har haft en fantastisk dag
sammen med dem, han holder allermest af. Nu glæder han sig til næste år.
Godnat til alle fra Nis.

Det smukke fyrværkeri i Tivoli.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar