I dag er Nis taget til Kenya. Kenya ligger i Afrika lige
midt på ækvator. I Kenya er der meget varmt. Kenya ligger i det østlige Afrika.
I Kenya er der meget savanne. Der bor mange forskellige dyr på savannen. Forbi
Nis løber der to zebraer og leger. En zebra ligner en hest med en stribet
pyjamas på. De spiser græs. Der flyver fugle, og der kravler biller. Der er
virkelig mange insekter. Nis elsker alle dyr. Han kan godt nogle gange synes,
at det er irriterende at blive stukket af en myg, men så husker han på, at de
jo også skal have lov til at være her. De er nemlig en del af fødekæden.
Da Nis går forbi en busk, kan han høre en halv-brølende lyd.
Han bliver bange og gemmer sig bag et træ. Lyden fortsætter, men nu lyder det
mere som en hulken. Nis ved ikke, om han tør at vove sig frem. Det kan nemlig
være farligt, når man er på savannen. Endelig tager han mod til sig, og går om
bag ved busken. Omme bag ved busken sidder en løve og græder. Nis spørger, hvad
der er galt. ”Jeg har fået en torn i min ene pote, men jeg har ikke noget til
at tage den ud med,” hulker løven. ”Jeg kan se, om jeg kan hjælpe dig med at få
den ud,” svarer Nis. Nis er lidt bange for at gå hen til løven, men han
overvinder sin frygt. Nis får tornen ud, og løven bliver rigtig glad. ”Vil du
ikke være min ven?” Spørger løven. ”Så kan du hjælpe mig, når jeg træder i
torne, for der er mange tjørnebuske, og så kan jeg hjælpe med at beskytte dig,
for der kan godt være farligt på savannen,” fortsætter løven. Det vil Nis
rigtig gerne!
Nis og løven beslutter sig for at gå en tur. Det er første
gang, Nis er i Kenya, så løven vil vise ham lidt rundt. Det er rart med en
rundvisning. Løven fortæller, at der altid er varmt, så derfor er de fleste dyr
nede ved vandhullet. ”Hvorfor er du så ikke nede ved vandhullet?” Spørger Nis.
Løven svarer, at det er fordi, at de andre dyr er bange for ham, fordi løver
normalt spiser de andre dyr. Han vil ikke skræmme dem væk, og han kan ikke
fortælle dem, at han ikke vil spise dem, for de flygter, inden han når at få
det sagt. ”Jeg har ingen venner, så jeg er rigtig glad for, at du ikke er bange
for mig og vil være min ven, ” siger løven. Nis beslutter sig for at gå hen til
vandhullet og fortælle de andre dyr, at løven ikke er farlig, men da han er på
vej derhen, kommer der en hyæne løbende mod ham. Den er sulten. Hyænen er lige
ved at få fat i Nis, men heldigvis når løven at redde ham. Det er godt, at Nis
har løven til at passe på sig. Nis prøver igen at gå hen til vandhullet, og
denne gang lykkes det. Nis præsenterer løven for de andre dyr, og de andre dyr
undskylder for, at de troede, at løven var farlig.
Resten af dagen ligger Nis sammen med alle dyrene nede ved
vandhullet. Her er nemlig køligt. Nis fortæller om Danmark og sne. Det synes de
andre dyr er meget spændende. De fortæller historier, spiller kryds og bolle i
sandet, synger og bader i vandhullet dagen lang. Nis har fået en masse nye
venner.
Da Nis ligger i sin seng om aftenen, tænker han på, at det
var godt, at han turde gøre noget, han var bange for. Ellers havde han aldrig
mødt løven og de andre dyr. Det var også smart, at løven hjalp med at passe på
Nis, og til gengæld hjalp Nis med at få tornen ud og med at sige til de andre
dyr, at løven ikke var farlig. Det er rart at have venner, og det gør det hele
meget nemmere. Nis og løven er et rigtigt makkerpar. Nis falder i søvn med
tanken om, at han har en rigtig ven i Kenya. Det er en rar tanke at falde i
søvn til.
Godnat til alle fra Nis.

Ingen kommentarer:
Send en kommentar