lørdag den 1. oktober 2011

Her bor Nis sammen med sin familie - 1. oktober

Her er Nis. Nis er en dreng på 6 år, som bor på en stor gård sammen med sin mor, sin far og sin lillesøster. Han elsker eventyr, og han drømmer sig tit væk til en fantasiverden et sted langt ude i universet. Nis’ lillesøster hedder Anna. Hun er 3 år gammel, og hun kan nogle gange være ret besværlig. Sådan kan alle lillesøstre nok være en gang i mellem. Selvom Anna godt kan være irriterende, kan Nis godt lide at lege med hende, og det gør han tit.

Gården, de bor på, er en bondegård. Den er meget gammel. Faktisk over 300 år gammel. Nis og Annas forældre er i gang med at sætte den i stand, så den kan blive fin og pæn at kigge på. Nis’ mor hedder Jytte, og hans far hedder Finn. De er begge to 32 år gamle. Jytte elsker blomster, så derfor har de tre kæmpestore blomsterbede ude i haven. Hun passer og plejer dem. Det er hendes hobby. Ligesom nogle folk godt kan lide at spille fodbold eller tennis, og andre samler på frimærker og glansbilleder. Nis’ far arbejder meget, for han har en god lang uddannelse. Det er der ikke så mange, der har, og derfor er der ekstra meget arbejde til Finn. Han laver regnskaber og rapporter. Nis vil også gerne have en god uddannelse en dag. Derfor sørger han for at lave sine lektier hver dag. Finn har fortalt Nis, at hvis han laver sine lektier hver dag, så kan han vælge lige præcis den uddannelse, som han vil have, når han bliver stor. Det kan han, fordi han bor i Danmark. Det er vældig smart.

På gården er der en masse dyr. Der er både heste, grise, køer, får og høns. Nis kan godt lide at ride på hestene, men Anna er for lille. Anna ridder på grisene. Det er rigtig sjovt, for de løber stærk, og nogle gange løber de ned i et mudderhul. Anna elsker at lege med mudder. Køerne laver mælk, som de sender til mejeriet. Fårene laver uld, som de klipper af og sender til et sted, hvor de får lavet uldne sokker. Det gør ikke ondt på fårene, når de bliver klippet. De synes faktisk, at det er rart at få den varme pels af om sommeren. Hønsene lægger æg, som de spiser til frokost. Æg er godt, men ikke for mange. Nis og Anna elsker æg.

Nis går i skole på en lille skole, som ikke ligger så langt fra der, hvor han bor. Han har mange gode klassekammerater. Hans to bedste venner hedder Peter og Lise. Peter, Lise og Nis leger tit sammen efter skole.

I dag er det lørdag, og Nis har lavet en masse ting. Han har været i skoven for at plukke svampe, han har redet på hestene, han har hjulpet med at lave frokost, og han har lavet lektier. Derfor er han rigtig træt.

Han vil nu gå i seng og drømme sødt. I morgen skal han nemlig på eventyr – Et søndagseventyr, og han glæder sig!

Godnat til alle fra Nis.
Her er Nis sammen med lillesøster Anna, mor Jytte og far Finn.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar